Tror jeg spottede det første grå hår i går - chok okay ved da godt fødselsattesten siger jeg nu er rundet de 39, men i mit lille hoved er jeg vist ikke en dag over 18 - synes stadig jeg leger voksen og fornuftig og kan se og høre den lille Line fnise inde i hovedet når hun trækker "jeg er voksen masken" på og lyder snus fornuftig, hvem hopper lige på den, fnis. Men den er god nok min krop er blevet voksen og den forventer delvist jeg følger med. Kender I det med at se på sine hænder og tænke: okay hvem har skiftet mine hænder ud med min mors?
Og når snakken falder på min mor er det naturligt lige fortælle at jeg i dag kunne være lidt Line 18 år på strøgtur med moar, glemme der skal hentes børn, glemme der skal købes ind, glemme der er noget der hedder arbejde. Det er sådan et pusterum der gør hverdagen fantastisk. Og hvem andre end ens mor kan rumme en 39 årig med det første grå hår opføre sig som en 18 årig der slår smut med øjnene og smiler koket ;-)